Rugbrødsboller med chokolade - perfekt eftermiddagssnack!

Kender vi ikke alle til de meeeeget lange dage? De dage, hvor man godt kunne bruge en god snack sidst på eftermiddagen for at klare sig igennem den sidste times forelæsning eller job?

Jeg gør!

Udover at det er en lang dag på studiet, så er det ydermere også mandag idag! Jeg havde planlagt at stå tidligt op for at komme godt fra start af med en times yoga. Men da vækkeuret ringede, var dynen så tung, at jeg i stedet tilbragte en time mere i sengen.

Gode intentioner er der nok af!

Heldigvis, har jeg en stor portion af disse vidunderlige rugbrødsboller med chokolade liggende i fryseren til at redde min dag! Så jeg nuppede to med på vej ud af døren.

Rugbrødsboller med mørk chokolade
Forberedning
30 min
Tilberedning
20 min
Samlet tid
50 min
 

Opskriften giver en ordentlig portion, således at du kan fryse dem ned og have gode snacks klar til de næste mange eftermiddage.

Antal: 27 stk
Ingredienser:
  • 125 g surdej + 5-10g gær
  • 7 dl vand
  • 1 spsk sirup eller honning
  • 100 g hørfrø
  • 100 g valser rug
  • 100 g knækket rug
  • 50 g solsikkekerner
  • 50 g halve hasselnødder
  • 400 g rugmel
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk brændt maltmel
  • 8 g salt
  • 200 g grofthakket mørk chokolade
Sådan gør du:
  1. Rør surdej, gær og sirup ud i vandet.

  2. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem sammen med den våde blanding. 

  3. Dæk skålen til og lad den stå på køkkenbordet indtil dejen er hævet fint op (typisk 2-3 timer eller mere).

  4. Sæt en bageplade i ovnene og tænd ovnen på 225 grader C.

  5. På bagepapir sættes nu dejklatter med 2 spiseskeer. Sæt 9 klatter på hver, så du får 3 ark bagepapir med klatter. 

  6. Pensl rugbrødsbollerne med rigelig vand inden bagpapiret hives over på den varme bageplade og bages i 20 minutter. 

  7. Lad dine rugbrødsboller med chokolade køle på rist. 

  8. Spis et par stykker lune, gem nogen til dagen efter og frys resten ned til senere. 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.