Nordisk surdejspizza / kartoffelpizzza

Surdejspizza. Den tanke lå og forstyrrede hele dagen igår på UNI. Noget jeg aldrig har prøvet før og derfor måtte det selvfølgelig prøves! Jeg tænkte på en grov pizzabund med grahamsmel bagt på surdej og med nordiske råvarer på toppen. Spinat og kartofler endte det med. Vidunderlig kombination viste det sig!

Pizzadejen var sprød, havde rigtig god smag og en vidunderlig farve takket være grahamsmelet.

Det er skønt at være igang med kurserne igen! En struktur i hverdagen gør mig virkelig godt og gør at jeg spiser, sover og får trænet som jeg skal. Har I andre det også sådan? Man kan så nemt synke ned i dovenskab når man går længere tid derhjemme. Sådan har jeg det i hvert fald, men jeg er nok også typen, som altid har brug for noget at tage mig til.

Kurserne byder også på nye udfordringer, især det ene; fødevarevidenskabsteori. Det er et helt andet tankesæt, der skal findes frem, når man skal diskuttere fødevarer i relation til forskellige etiske teorier. Men spændende at få vakt nogle slumrende tankebaner.

Nordisk, grov surdejspizza med spinat og kartofler
Ingredienser:
Grov pizzabund med surdej
  • 1 spsk surdej
  • 5 g gær
  • 1 dl vand
  • 1 spsk koldpresset rapsolie
  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • nip havsalt
Pizzafuld
  • revet ost
  • frisk spinat
  • kartofler tyndt skåret
  • koldpresset rapsolie
  • havsalt
Sådan gør du:
Grov pizzabund med surdej
  1. Rør surdej og gær ud i koldt vand og kom rapsolie i.

  2. Rør de to typer mel i sammen med salt.

  3. Vip deje ud på bordet og ælt den godt igennem.

  4. Læg dejen i skål, dæk til med husholdningsfilm og lad den grove pizzadej hvile lunt i 30 minutter. 

  5. Når dejen har hvilet, stilles en bradepande i ovnen, som tændes på 225 grader C. 

  6. Slå dejen ned og tryk dejen ud med hænderne. Den skal være ret tynd på midten mens kanterne gerne må have lidt tykkelse. Læg bunden på et stykke bagepapir. 

Byg din spinat-kartoffelpizza
  1. Fordel revet ost på pizzabunden

  2. Skyld spinaten og slyng den helt fri for vand. Læg et ordentlig lag spinat ovenpå pizzaen - gerne i et lag på omkring 3-4 cm. Spinaten falder helt sammen under bagningen, så vær ikke bekymret for højden. Drys lidt ekstra ost over.  

  3. Gnub kartoflerne rene og skær dem i tynde tynde skiver. Læg kartoffelskiverne ovenpå spinaten.

  4. Drisl med koldpresset rapsolie og drys med havsalt.

  5. Hiv bagepapiret med din pizza over på den meget varme bradepande og bag den ved 225 grader C almindelig ovn i 20 minutter.

  6. Bag yderligere 5 minutter ved varmluft for at give kartoflerne lidt ekstra farve.

Skriv en kommentar