Maltstykker med svedjerug, sirup, æble og valnødder

For et par dage siden lavede jeg tørrede æbleringe og æbletern, hvor jeg fik nævnt, at æbleternene skulle bruges i nogle maltstykker, når eksamensperioden var overstået. Det er den nu! Ja, faktisk så sluttede den allerede onsdag sen aften, hvor jeg sammen med to skønne damer sad flittigt i 12 for at gennemføre en 24-timers eksamen i Food science and culinary techniques. Nu står den til gengæld på afslapning, hobbyprojekter og sommerhustur i næste uge inden de nye kurser starter op.

Men tilbage til maltstykkerne. Jeg er vild med deres lette bitterhed fra brændt maltmel og valnødder, som spilles op mod det søde fra æblerne og fra den tilsatte sirup. Særligt synes jeg de er gode sammen med et lag smør, ost eller en god honning.

Ærligt, så kan desværre være lidt svært at få fat i brændt maltmel i fysiske butikker. Jeg har i hvert fald ikke stødt på det (så hvis du har et tip til hvilke butikker, der har det i sortiment, så smid lige en kommentar!). At bruge brændt maltmel i opskriften er absolut ikke et must, men du får bare en helt anden smag. For brændt maltmel bidrager foruden farve også med en let brændt, bitter smag.



Egentlig, så har jeg længe haft opskriften på tegnebrættet, hvor det hele tiden har været min hensigt at bruge surdej i stedet for gær. Men min surdej er lidt træt for tiden. Eller… lad os bare sige det som det er, den har måttet lade livet efter længerevarig misrøgt. Så i denne omgang blev det med gær, men jeg er skam i gang med at få en ny surdej op og køre! Har du forresten set min surdejsguide?

Print
Maltstykker med æble og valnødder

Disse maltstykker med æble og valnødder er utrolig lækre sammen med smør, ost eller en god honning. Den brændte maltmel og valnødder giver en skøn let bitter undertone. 

Antal: 15 stk
Forfatter: Anja Suldrup
Ingredienser:
  • 50 g gær
  • 6 dl lunken vand
  • 2 spsk sirup eller honning
  • 75 g valnødder
  • 25 g tørrede æbletern*
  • 600 g hvedemel
  • 200 g svedjerug (eller almindelig rugmel)
  • 20 g brændt maltmel
  • 1 tsk salt
Sådan gør du:
  1. Rør gær ud i lunken vand og rør sirup, grofthakkede valnødder og tørrede æbletern i.

  2. Bland maltmel, rugmel og salt og rør det i vandet.

  3. Tilsæt hvedemel indtil du dejen samler sig (ca. 600g) men stadig er meget klistret. 

  4. Vend den klistrede dej ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem og tilsæt mere hvedemel om nødvendigt, men den må heller ikke blive tør.

  5. Lad dejen hvilke i 1-1,5 time eller indtil den er hævet til over dobbelt størrelse. 

  6. Tip forsigtigt dejen ud på et meldrysset bord med hjælp fra en dej skraber. 

  7. Sæt en bradepande i ovnen og tænd nu denne på 250 grader C.

  8. Del dejen i lige store stykke og from aflange, let spidse brød. Sæt disse på bagepapir.

  9. Lige inden de sættes i ovnen skæres en slids på langs med en skarp kniv. Sæt maltstykkerne i ovnen og skru med det samme ned på 225 grader C.

  10. Lad maltstykkerne bage i ca. 20 minutter. Afkøles på rist.

Noter:

*du kan finde link til opskriften på tørrede æbletern oppe i teksten før opskriften. Men du kan også snildt bruge tørrede tranebær i stedet. 

GemGem

Skriv en kommentar