Grydebrød med emmer og kærnemælk

Brødet der ALTID lykkes!

 

Grydebrødet.

 

Det er håbløst for mig, som blogger ano 2017, at bringe noget nyt på banen når det kommer til det berømte grydebrød, da dets sejrsgang ligger allerede år tilbage.

Ikke destro mindre, så ændrer det ikke en tøddel ved, at det STADIG er verdens bedste brød – ej at forglemme verdens NEMMESTE brød, som sikrer dig et noget nær professionelt brød. Ja faktisk, med noget nær en idiotsikker succesrate, med mindre man begår begynderfejlen og ikke lader gryden varme ordentlig op (bitter erfaring…)

Konceptet er, at en koldhævet dej hældes i en skoldhed støbejernsgryde, og bages i ovnen under låg. Det ultimative resultat fås, da vandet i dejen fordamper og holdes fanget i gryden. Vanddampen holder skorpen fugtig længe, hvormed brødet kan hæve op længe inden skorpedannelsen sætter ind.

Derfor har grydebrødet en saftig krumme og en uimodståelig tynd, sprød skorpe, som leder tankerne på et lækkert italiensk, stenovnsbagt brød. Jeg bagte med emmermel, som giver brødet en fantastisk dyb smag og en skøn varm farve.

Grydebrød med emmer og kærnemælk
Print
Grydebrød med emmer og kærnemælk
Forberedning
10 min
Tilberedning
40 min
Samlet tid
50 min
 

Uimodståeligt emmerbrød med kærnemælk bagt i støbejernsgryde. 

Ingredienser:
  • 3 dl kærnemælk
  • 2 dl vand
  • 1 dl surdej
  • 10 g gær
  • 300 g hvedemel
  • 150 g fuldkorns emmermel
  • 8 g salt
Sådan gør du:
  1. Rør kærnemælk, vand, surdej og gær sammen i en skål. 

  2. Kom hvedemel, emmermel og salt ved og ælt dejen igennem i 10 minutter på enten en røremaskine eller med elpisker monteret med dejkroge.

  3. Dæk skålen til og stil den på køl natten over. 

  4. Om morgenen sættes en lille støbejernsgryde med låg i kold ovn og varmes op til 250 grader. Det er vigtigt at den får rigelig med tid til at varme ordentlig op, da brødet ellers vil brænde fast. Min forvarmede i 1 time. 

  5. Tag den brændvarme gryde ud af ovnen og brug en dejskraber til at føre dejen over i gryden. 

  6. Læg låg på gryden og sæt den tilbage i den varme ovn i 20 minutter.

  7. Tag herefter låget af gryden og skru ovnen ned til 225 grader. Bag yderligere 20 minutter til du har en flot, sprød og mørk skorpe. 

  8. Vip dit emmerbrød ud på en bagerist og lad det køle i minimum 20 minutter. Du vil høre at brødet stadig knirker og knager mens det køler, så det er stadig ved at udvikle sig. Så selvom det er umådelig fristende, så hold nallerne væk!

Noter:

Har du ikke en surdej stående, så kan du bruge lidt mere gær. 

Skriv en kommentar